Om angst og livskraft

I mange år drømte jeg om at være musiker. Faktisk var det omdrejningspunktet i mit liv. Og det gik ret godt: Konservatorie, en begyndende karriere, store koncerter og rejser til den anden side af jorden.

Og alligevel gik det slet ikke. Ikke fordi jeg manglede viljen – eller i al beskedenhed – evnen. Men simpelthen fordi jeg bukkede under for en stærk, gnavende og overvældende præstationsangst, der langsomt, men sikkert, tog livet af den gnist og glæde, jeg havde følt ved musikken.

En angst, der lammede mit system, mit åndedræt og mine tanker. Og lige det der med åndedrættet det er altså ret væsentligt, når man er trompetist, skulle jeg hilse at sige!

Uanset hvordan din angst kommer til udtryk, så er det naturligt at ville få det til at holde op. Ikke alene er det virkelig ikke rart! Det er også begrænsende, energislugende og udmarvende.

Men hvordan får man det til at holde op?

 

Angst er tilbageholdt livskraft!

Med andre ord er det tilbageholdelsen af din indre livskraft, der bliver til angst.

Og med livskraft mener jeg det, der gerne vil ud. Det i dit indre, der gerne vil manifestere sig i verden som handling, udtryk, følelser og vilje. De dele af dig selv, som er med til at gøre dig hel, men som du af forskellige grunde er kommet til at sende i eksil.

Som jeg har skrevet om i en anden artikel som du kan læse her, så er angst det, der sker, når en ustoppelig kraft møder et ubevægeligt objekt.

Angst opstår i mødet mellem en side af dig selv som længes efter at komme frem og en anden side af dig, som vil holde den i skak. Selvfølgelig fordi den på en eller anden møde føles farlig, forkert eller truende.

 

Kan du mærke det?

For nogle er det ligetil at mærke hvilken side, der prøver at komme frem, men ikke får lov. Måske ved du, at du har det med at undertrykke, afvise og negligere dine sårbare sider og dine følelser. Måske ved du, at du bremser dig selv, hver gang du skal handle på det, du gerne vil – og i stedet for at handle, holder du dig selv tilbage, fordi du føler du ikke må eller ikke er god nok eller lignende.

Måske kan du endnu ikke mærke, hvad det er for to sider inden i dig, der slås.

Sådan var det for mig. I didn’t have a clue! Jeg kunne bare mærke, at jeg var skide nervøs, hver gang der bare var skygget af præstation på spil i mit liv. Det gjaldt i forhold til musik, men også med SÅ mange andre ting. Det eneste, jeg kunne fokusere på, var at forsøge at blive bedre/dygtigere, stramme op og lade som om jeg havde mere styr på tingene.

 

Mere livskraft og mindre angst

Til min GIGANTISKE overraskelse lå min livskraft gemt et ganske andet sted. Ikke i at være mere målrettet, kompetent, maskulin og stærk. Men i at give plads til min naturlige, fintfølende, sansende side. Den side af mig, der ikke behøver at være mand på den rigtige måde. Den side af mig, der tør stå ved mine valg, intuitioner og følelser.

Og dét var netop en side af mig selv, som jeg selv havde forbundet med svaghed, forkerthed og skam. Ærlig talt havde jeg faktisk troet, at det var den side af mig, der var skyld i alle problemerne. Jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at det var denne side, der skulle sætte mig fri af min angst!

Sådan var det for mig.

 

Hvor gemmer din livskraft sig?

Men hvilke skjulte og tilbageholdte sider, der er tale om, vil være forskelligt fra person til person. Du har dine egne livskraftige sider, som bliver holdt i skak af nogle overbevisninger om, hvordan du bør være.

Måske er det sårbarhed, der ikke får plads. Måske er det vrede, handlekraft, glæde, selvstændighed, grænsesætning, ønske om nærhed, sex eller noget helt tredje, som på en eller anden måde er forbundet med forkerthed, svaghed, egoisme, skam eller lignende. Og som du derfor holder nede og tilbage.

Sikkert er det, at den indre stemme – din livskraft – den lukker ikke munden. Heldigvis. For den vil dig det godt. Og det er – som ordet livskraft antyder – en stærk energi. Angst opstår, når den indre motor kører på fuld drøn, men møder en blokering, som gør at den ikke kan komme nogle steder. Det er som en trykkoger. Angsten opstår i den stærke, ubevægelige energi, når to sider indeni bokser mod hinanden.

 

Til gengæld:

Når blokeringen slipper, så kan (livs)kraften komme frem. Ikke alene vil det mindske angsten, det vil også give dig en side af dig selv tilbage, som du med garanti både har savnet, troet var forkert og genkender som en del af dig selv.

 

Alt godt,

Daniel